Læs fra sidste nummer: 

​

​

Påsken som en fest for levendegørelse af tænkningen

Et foredrag af Charles Kovacs

​

Længe før Kristendommens tilsynekomst blev påsken fejret af menneskeheden. Festen var en forårsfest, der priste livets sejr over døden i naturen. Påsken fik så en ny betydning ved Kristendommens komme: Kristi sejr over døden ved mysteriet på Golgata.

Forfatteren beskriver, hvordan begge begivenheder - både det, som gentager sig hvert år - og det, som er enestående - er begivenheder, som mennesket ikke kan bidrage noget til. Den årlige fornyelse af livet i foråret og opstandelsen er gaver, som er givet os af de højere magter.

CK fortæller, at da bevidsthedssjælens tidsalder begyndte i det 15. århundrede, er mennesket trådt ind i en ny udviklingsfase - og i den er vi nødt til aktivt at deltage i fornyelsen af livet - hvis vi selv vil bringe liv ind i det døde. Det, som er afgået ved døden, er den menneskelige tanke. Rudolf Steiner beskriver i Michaelsbrevene, hvordan den gamle, levende tænkning blev til den nutidige, livløse skygge.

Vi, der lever nu, kan næsten ikke forestille os, at der har været en anderledes tænkning end den intellektuelt abstrakte tænkning. Men de, som levede i Senmiddelalderen, og som oplevede tænkningens dødsproces, mærkede disse forandringer. 

Goethe benyttede sagnet om Faust til sin tragedie, hvori han viste hele dramaet om bevidsthedssjælen.

​

Læs hele artiklen HER

​

​

 

​

​

​

​

​

.

​

​

​

​

​

​

​

 

​

​

​

​

"

.

 

​

​

​

​

​

"