Helsepædagogik

 

Helsepædagogik er en pædagogik, der retter sig mod børn med vidtgående svære handicaps. Som udtrykket antyder, er der tale om en metode, en pædagogik, der forsøger at virke helbredende ind på det handicappede barn.

 

Udtrykket dukker op for første gang i 1861 ned udgivelsen af bogen"Die Heilpädagogik" , skrevet af Georgens og Deinhard. De grundlagde og drev et hjem, for handicappede børn i Wien i årene 1856-1863. De betragtede helsepædagogikken som et område, der ligger mellem pædagogik og medicin og som bygger på et alment antropologisk grundlag. Allerede den gang kunne man uddanne sig til helsepædagog.

 

1924 holdt Rudolf Steiner 12 foredrag for læger og helsepædagoger om børn med vidtgående svære handicaps. Disse foredrag blev sammenfattende betegnet som "Det helspædagogiske kursus". Her giver Steiner udfra sit menneskesyn retningslinier til denne pædagogik.

 

Den røde tråd, såvel i helsepædagogikken som i Steinerpædagogik for såkaldt normale børn, er den forestilling, at ethvert Menneske er i besiddelse af tre sjæleevner eller sjælekvaliteter: Tænke- og forestillingsevnen, handle- eller viljesevnen og som tredie evnen til følende at opleve omverdenen. Disse evner danner iflg. Steiner således grundlag for vort tanke-, viljes- og følelsesliv. Undervisningens grundelement er at styrke og berige disse områder optimalt og bringe dem i en sund balance og relation til hinanden.

 

Også i dag betragtes helsepædagogikken som et område liggende mellem pædagogik og medicin, hvorfor en læge med mulighed for en egnet medicinsk ordination, ledsager behandlingen af det udviklingshænmede barn.