Malerkunsten

Rudolf Steiners fornyelse af det kunstneriske gav sig udtryk, indenfor det maleriske, i en videre udvikling af Goethes farvelære. Hans supplement er, at alle spektrets farver får karakterer og har relationer til livets processer. Hvad som foregår i os mennesker viser sig farvemæssigt straks i vores hudfarve. Skræk, angst eller dyb eftertænksomhed: hvidlig. Aktivt dominerende: rødlig. Inkarnatfarven ændres sart i overensstemmelse med sindsstemninger. Derfor har alle farver reel mening i Rudolf Steiners farvelære.

Mange kunstnere, eksempelvis Kandinsky eller Joseph Beuys og vor danske Arild Rosenkrantz har ladet sig inspirere af disse nyopdagede relationer til farver.

Udover det rent maleriske, kan indsigten i disse værdier bruges til helbredelse: i maleterapi og kunstterapien.

Farver har stærk indflydelse på vort sind og kan ledsage os også i kriser.

En anden gren af det maleriske er omgangen med farver i f.eks. vore boliger. Svarer farvevalget i sine mange nuancer til anvendelsen af rummene, kan glæde og funktion forenes.

Især når mange laserende farver over hinanden gør døde vægflader levende. Farver vil ånde – ligesom mennesket – ikke kun være massive, -og derved beriger de os. Dette kaldes i malerfaget lasurteknik.

Det maleriske – farver – får konkret værdi og betydning overalt i Rudolf Steiners helhedsbillede.